
Zididada
tager hul på et
nyt kapitel
Zididada alias sangeren Jimmy Colding og guitaristen Danny
Linde følger deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix op
med et nyt album, "Princess", der består af
nye numre mixet med friske genindspilninger af gruppens største
hits. De to musikere er i topform med nyt pladeselskab, ny manager
og nye superproducere på holdet.
Af Peter Hartung
Hidtil har de bare været "drengene fra Zididada".
Men efter deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix 2004 i Århus
ved hele Danmark, hvem de er. Den 34-årige sanger Jimmy
Colding og den 35-årige guitarist Danny Linde har foreløbig
været sammen i seks år i Zididada. Det er blevet
til tre succesrige albumudgivelser, en lang stribe af hits -
og et ry som et partyrockband, der altid er garant for en glad
aften. Men samtidig har Zididadas fiktive tegneserieunivers
med evig sol, sandstrande og fester til dels skygget for de
to personligheder og komponister bag musikken. Det skal være
slut nu. Jimmy Colding og Danny Linde er klar til at træde
i karakter som popstjerner. Prøvetiden er ovre, eksamen
er bestået, og virkeligheden venter på at blive
erobret. Deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix følges
op med udsendelsen af et nyt album, "Princess", der
består af tre nye numre, heriblandt grandprixsangen i
en engelsk udgave, plus 11 genindspilninger af Zididadas største
hits fra duoens første tre studiealbum. Siden det seneste
studiealbum, "Happy Fool" fra 2002, har Zididada skiftet
til pladeselskabet CMC Entertainment, og det markeres med en
udgivelse, der både peger bagud og fremad. Alle de gamle
favoritter som "Rock My Boat", "Walking On Water"
og "Please Ya, Lisa" er med på albummet i form
af helt dugfriske nyindspilninger. "Vi har indspillet de
bedste numre fra de første tre album på et nyt
album med en sammenhængende lyd, så der er en rød
tråd gennem hele vores produktion," forklarer Jimmy
Colding. "Alle kender vores sange fra radioen, men mange
er slet ikke klar over, at det er os, der har skrevet dem. Derfor
vil vi gerne ud og forstærke profilen," siger Danny
Linde.
Internationale producere
Den nye CD er produceret af to yderst erfarne herrer, nemlig
Toby Chapman og Gary Wallis, der hver især eller sammen
har været studiemusikere eller produceret for en perlerække
af navne, herunder Pink Floyd, Mike & The Mechanics, Blue
og Aqua. Med dem som producere er Zididada klar til at tage
hul på næste kapitel af en karriere, der startede
en sen aften i marts 1997, da popsangeren Jimmy Colding mødte
bluesguitaristen Danny Linde en sen aften på spillestedet
Mojo i København. Begge havde masser af erfaring fra
andre bands, men ingen af dem havde endnu udsendt en plade.
Og umiddelbart var der ikke meget, de to havde til fælles
rent musikalsk. "Jimmy var den lyse festfætter, og
jeg var til dødsblues", ler Danny. Og mens sangeren
Jimmy Colding havde ambitioner om en solokarriere, pladeudgivelser
og karriere, havde Danny Linde egentlig indstillet sig på
at leve af at spille rå bluesguitar i dunkle kælderlokaler
resten af livet. "Jimmy havde nok spurgt samtlige andre
guitarister på Mojo, om ikke de ville lytte til hans demobånd,
da turen kom til mig. Og jeg blev meget positivt overrasket.
Jimmy blev min billet til popmusikken, og jeg kunne alligevel
ikke komme længere med bluesmusikken. Og da kontakten
først var der, ville vi i grunden det samme," forklarer
Danny. Dermed var en ny alliance i dansk musik født.
Manden med det lyse popsind og manden med de mørke bluesfornemmelser
dannede Zididada, og resten er dansk pophistorie. Deres allerførste
fælles sang, "Please Ya, Lisa", skaffede dem
en pladekontrakt med EMI-Medley - og et stort hit i efteråret
1998. Men skønt Zididada så afgjort er et Popband
med stort P, så betragter de to musikere stadig Mojo som
en vigtig del af deres personlighed.
Svære at sætte i bås
Debutalbummet "Welcome To Zididada" udkom i marts
1999 og blev straks en stor succes - med 40.000 solgte eksemplarer
- akkurat som Zididada straks slog igennem som et af danskernes
foretrukne livebands. Også de efterfølgende singler,
"Rock My Boat" og "Sugartop" blev populære.
Det samme gjorde det opfølgende album, "Have A Zididada
Day", der udkom i oktober 2000, med hits som "Zididada
Day", "You And I (La La La)" og "Los Reventados".
Karrieren var i dén grad på skinner. Understreget
af ny succes med album nummer tre, "Happy Fool" fra
2002 - med hittet "Walking On Water".
Zididada har fra dag ét haft modet til at gøre
tingene på deres egen måde. De er svære at
sætte i bås musikalsk. Sangskrivningen er meget
varieret. Og det fortsætter den med at være - som
man kan høre på det nye album - "Princess".
Titelsangen er naturligvis en engelsk version af grand prix-sangen.
Men dermed ophører forudsigeligheden.
Hør blot det funky nye nummer "Cool L.A.".
Pludselig lyder Zididada som om, de er blevet bedt om at skrive
soundtracket til en blaxploitation-film fra 1970'erne, fyldt
med action, sorte babes i højhælede sko, amerikanerbiler
med leopardskindsplettet indtræk og svedig soulmusik.
"Jimmy og jeg har altid været ufatteligt loyale over
for vores numre. Vi lader altid sangen bestemme, hvordan den
skal lyde," forklarer Danny. "Det er både vores
force og vel også vores svaghed. Privat lytter vi gerne
til Cult, Gasolin´, Rolling Stones, Beatles, Depeche Mode
og meget andet. Og det bekymrer os ikke, om vi laver rock eller
pop, ballader eller happy-go-lucky numre. Når bare det
aldrig lyder ens. Der laves nok strømlinet musik, hvor
alle 15 sange på et album lyder ens, men det gider vi
slet ikke."
Sange i sommerhuset
Privat bor Jimmy Colding i en lejlighed på Vesterbro,
mens Danny Linde tilsvarende bor i en lejlighed på Nørrebro.
Mere skal man ikke regne med at få at vide, hvis man spørger
til deres privatliv, kærester og så videre. "Vi
har helt bevidst undgået at deltage i programmer som Jeopardy.
Vi tror på, at det er muligt at overleve på musikken
alene. Vores musik er meget mere spændende end os som
personer. Vi er ikke så selvhøjtidelige. It's only
rock n roll, for pokker," tordner Danny. Netop musikken
snakker de heldigvis meget gerne om. "Vi søger som
regel ud af byen, når vi skal skrive sange til et nyt
album. Så bor vi et lånt sommerhus i Rågeleje,
hvor vi er fri for forstyrrende elementer som telefoner, venner
og kærester. Så sidder Danny med guitaren, og jeg
synger til. Til slut laver vi en skitse i form af et diktafonbånd,
som vi siden tager med i studiet," forklarer Jimmy. Og
hvad er så definitionen på en god popsang, ifølge
Zididada? "En god sang skal kunne fremføres live
af en sanger og en guitarist. Vi tager ofte ud og spiller som
en duo, og det kan vores numre bære. De kræver ikke
et stort band, en masse elektronik og lækkert lys. Sangene
kan bære i sig selv," lyder det stolt fra Jimmy.
Man fornemmer tydeligt, at de to musikere er havnet på
deres rette hylde. De erklærer samstemmende en stor taknemmelighed
over for deres fans, som har gjort det muligt for Zididada at
leve af at lave musik. Men det betyder ikke, at Zididada lefler
for nogen. Tværtimod vil gruppen formentlig blive ved
med at overraske - som de gjorde ved at deltage i grand prixet.
"Det var udelukkende noget, vi gjorde for vores egen skyld.
"Prinsesse" eller "Princess" var egentlig
tænkt som førstesinglen på et nyt album,
men i stedet endte det altså med, at vi sendte den ind
til DR. Melodi Grand Prix er som en musikalsk forlystelsespark,
hvor man sætter sig op i rutschebanen uden at ane, hvad
der sker bagefter," mener Jimmy Colding.
--- --- ---
Zididada - blå bog
Zididada blev dannet, da popsangeren Jimmy Colding mødte
bluesguitaristen Danny Linde en sen aften på spillestedet
Mojo i København i marts 1997. Debutalbummet "Welcome
To Zididada" (1999) blev en stor succes. Mere end 40.000
danskere tog albummet til sig, og Jimmy og Danny tog efterfølgende
på en velbesøgt danmarksturné. Ikke blot
i Danmark hittede Zididada. Så langt borte som i Sydafrika
blev singlen "Please Ya, Lisa" nummer 1 på hitlisten.
Også gruppens andet album, "Have A Zididada Day"
(2000), blev en stor succes og solgte ligeledes over 40.000
eksemplarer. I 2001 indspillede Zididada sangen "I'm Not
A Freak" til fordel for Dansk Handicap Forbund, og siden
fulgte det tredje studiealbum, "Happy Fool" (2002).
Jimmy Colding er født den 10. juli 1969 i Rødovre
- og udlært maskinarbejder. Arbejdede et år som
svend, men 14 dage før han skulle på teknikum,
skred han fra det hele og flyttede til København, hvor
han meldte sig på en musikskole. Nu skulle han være
musiker, og det blev han så.
Danny Linde er født den 19. juli 1968 på Nørrebro
i København - og har ingen uddannelse. Han har levet
af at spille blues, suppleret med indtægter fra et job
som postbud.
Diskografi - albumudgivelser:
"Welcome To Zididada" - EMI-Medley 1999
"Have A Zididada Day" - EMI-Medley 2000
"Happy Fool" - Medley 2002
"Princess" - CMC Entertainment 2004
|
|