|  
                 
                 Pressemeddelelse  
                  
                 En lille invitation 
                  til et nyt publikum  
                 Katrine Falkenberg blev nummer fire ved Dansk Melodi Grand 
                  Prix 2007. Nu har hun udgivet sin første cd. Den hårdtarbejdende 
                  artist har ikke haft tid før, da hun har koncentreret 
                  sig om musicals, shows, film og en uddannelse i London 
                Af Rie Nielsen 
                Hvis nogen troede, at pigen i den røde kjole, der blev 
                  nummer fire ved dette års danske melodi grandprix, var 
                  stjerne for en aften, så må de tro om igen. 
                  Katrine Falkenberg har viet sit liv til scenen. Hun har knoklet 
                  hele sit 32-årige liv på at nå dertil, hvor 
                  hun er i dag, og hun har ikke tænkt sig at stoppe. 
                Denne vilje lyser ud af den klokkeklare røst, som serverer 
                  ti helt nye og to allerede kendte sange for det publikum, der 
                  forhåbentlig bliver Katrine Falkenbergs. 
                  For selv om hun aldrig har beskæftiget sig med andet i 
                  sit professionelle liv end sang, dans og skuespil, har Katrine 
                  Falkenberg aldrig tidligere udgivet en cd. Det er først 
                  sket nu, efter hun opnåede status og placering ved det 
                  danske grandprix. 
                  - At udgive en cd var den drøm, der stod højest 
                  på ønskelisten over ting, jeg ikke har prøvet 
                  endnu. Så da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst, var det 
                  bare at sige ja! 
                Cd’en har fået titlen ”A Little Invitation” og indeholder 
                  naturligvis grandprix-fireren ”It’s A Beautiful Day”, skrevet 
                  af Jørn Hansen. 
                  - Jeg blev egentlig spurgt, om jeg ville være med i Dansk 
                  Melodi Grand Prix året før. Lonnie Kjær ville 
                  gerne have mig til at synge hendes sang. Men dengang sad jeg 
                  i Caribien på et slaveskib og var ret ærgerlig over, 
                  at jeg måtte sige nej. Da jeg kom hjem fik jeg så 
                  en e-mail fra Jørn Hansen, der skrev, at han havde ledt 
                  efter en solist til ”It’s A Beautiful Day”. Jeg bad ham sende 
                  mig sangen og sagde ja til ham, fortæller Katrine Falkenberg. 
                Morgendagens kærlighed 
                  Egentlig er Katrine Falkenberg ikke den store grandprix-fan. 
                  Det er musicalgenren, hun elsker. Men ingen ved som bekendt, 
                  hvad de kommer til at holde af i morgen. På samme måde 
                  anede Katrine Falkenberg ikke, at hun skulle komme til at synes, 
                  at det er fedt at synge sange i pop-rock-folk-klassen. 
                  - Grandprix-nummeret er en popsang med folklyd. Den slags havde 
                  jeg aldrig sunget før. Nogle kalder også sangens 
                  stilart for country. Men det synes jeg nu ikke rigtigt, det 
                  er. 
                Uanset betegnelsen fandt Katrine Falkenberg dog, at sangen 
                  passede godt til hende og stillede op i den nationale sangkonkurrence, 
                  der traditionelt har enorm bevågenhed fra medier og tv-seere 
                  landet over. 
                  - Da jeg egentlig er til musicals, var det ikke nogen gammel 
                  drøm, der gik i opfyldelse ved at være med i grandprix’et. 
                  Derimod var det en rigtig god chance for mig, understreger hun. 
                  - Når man kommer hjem fra udlandet efter at have været 
                  væk i tre år, er man blevet glemt lidt, og så 
                  er et grandprix nok den bedste PR, man kan få i Danmark. 
                Hjertet er med 
                  Så er det, man måske kunne få den 
                  tanke, at Katrine Falkenberg vil gøre hvad som helst 
                  for lidt berømmelse. Men det er ingenlunde tilfældet. 
                  Katrine Falkenberg går op i det, hun laver, med hud og 
                  hår, sjæl, krop og hjerte. Det er ikke alene en 
                  påstand, der meget let bliver dokumenteret, når 
                  man hører hendes cd. Det kan også læses ud 
                  af hendes alenlange CV. Her skal bare nævnes lidt af alt 
                  det, hun har beskæftiget sig med. 
                Katrine Falkenberg er fra Hobro, men boede i barndommen også 
                  i Luxemburg og Flensborg, inden hun tilbragte sine teenageår 
                  og tyvere i Århus. 
                  - Jeg har altid sunget. Jeg var ikke ret gammel, før 
                  jeg fandt ud af at sætte en plade på grammofonen, 
                  og så sad jeg og sang med på Dean Martins og Frank 
                  Sinatras sange, husker Katrine Falkenberg med latter i stemmen 
                  og fortæller, at hun som barn hurtigt kom med i forskellige 
                  kor. 
                Egtvedpige 
                  På Århus Katedralskole mødte hun 
                  Mikkel Rønnow, der senere dannede en musicaltrup i Århus, 
                  blandt andre sammen med Kim Sørensen og Stig Rossen. 
                  - Dér var jeg med fra starten, først i små, 
                  senere i større roller. I musicalen ”Demokraten” fik 
                  jeg en lille rolle. Men så kom ”Egtvedpigen”, der blev 
                  min store chance, for jeg fik hovedrollen. 
                - Det var fantastisk at spille Egtvedpigen. Jeg var jo den 
                  første, der skulle spille hende, for musicalen var helt 
                  ny. Og det var spændende at få lov at opbygge rollen 
                  fra bunden. Ligesom jeg nød, at det var en historisk 
                  person, jeg skulle spille, for det betød, at der var 
                  noget materiale, jeg kunne researche på. Og så fik 
                  jeg jo al opmærksomheden, smiler Katrine Falkenberg. 
                  I Egtvedpigen mødte hun Stig Rossen, som spillede hendes 
                  far, og som hun altså senere skulle kæmpe imod i 
                  et dansk melodi grandprix.  
                Den århusianske scenesucces førte Katrine Falkenberg 
                  til København, hvor hun var med i forestillingen ”The 
                  Wiz” på Folketeatret. 
                  - Det er en rigtig funky musical, som oprindeligt blev lavet 
                  som film med Michael Jackson og Diana Ross, forklarer Katrine 
                  Falkenberg og tæller op, at hun havde hele fem roller 
                  i dén musical. 
                Royal Academy of Music 
                  Den store kærlighed til musical-genren fik Katrine 
                  Falkenberg til at vende blikket mod London. 
                  - Jeg prøvede et par gange på at komme ind på 
                  et par skoler derovre, det lykkedes bare ikke for mig. Men jeg 
                  ville det så gerne. Det var virkelig en drøm, for 
                  jeg var overbevist om, at jeg kunne lære en masse af det. 
                  Så jeg gik i øvelejr med mig selv, mens jeg boede 
                  i København, og så kom jeg sgu ind på Royal 
                  Academy of Music! 
                Det var i 2003. Ét år tilbragte Katrine Falkenberg 
                  på det berømmede konservatorium i London. 
                  - Sang, skuespil og dans ti timer hver dag. Det var heftigt 
                  og en gevaldig energiindsprøjtning. Men når man 
                  kun har så kort tid til rådighed, bliver der virkelig 
                  knoklet igennem, og man finder ud af, hvad man er god til, og 
                  hvad man ikke er god til. 
                Efter uddannelsen i London fulgte en tid, hvor Katrine Falkenberg 
                  ihærdigt prøvede på at få en rolle 
                  på en af hovedstadens berømte scener i West End. 
                  Men det lykkedes ikke. 
                  - Det er svært som nyuddannet at komme ind. Jeg gik til 
                  de auditions, der var, og det var ikke ret mange lige på 
                  det tidspunkt. Jeg kom også langt, men fik aldrig de store 
                  ting, jeg drømte om. 
                  Til gengæld kom hun med i forskellige film, lige fra filmskoleprojekter 
                  til professionelle, fra kortfilm over novellefilm til spillefilm 
                  og lagde stemme til figurer i tegnefilm. Hun kom også 
                  på turné som korsanger for Elton John. Men drømmerollen 
                  glimrede ved sit fravær. 
                Slaveskibet 
                  Så Katrine Falkenberg tænkte, det måske 
                  var på sin plads at forlade London for en stund. Derfor 
                  tog hun et halvt års hyre på et krydstogtskib som 
                  solist. 
                  - Jeg plejer at kalde det slaveskibet. Det var sindssygt hårdt. 
                  Det var ren udnyttelse. Virkelig, slår Katrine Falkenberg 
                  fast med udråbstegn. 
                  Ensemblet havde otte forskellige shows af én times varighed. 
                  Katrine Falkenberg og kollegerne opførte to shows hver 
                  aften og havde én fridag om ugen. 
                  - Den første dag fik jeg udleveret materialet. Det var 
                  en bunke nodepapirer på ti centimeter, som bare skulle 
                  læres. Solosange og kor mellem hinanden. Det var helt 
                  vildt, men jeg fik i hvert fald en masse ind repertoiremæssigt. 
                  Og hun fik lært at skifte kostumer. Hun havde 42 forskellige 
                  outfits. 
                  - Jeg tror kun, jeg klarede det, fordi jeg har lært i 
                  London at sige ja til alting. Ikke stille så mange spørgsmål, 
                  men bare gøre, hvad man bliver bedt om. Det er virkelig 
                  en stor forskel på London og herhjemme. Her stiller folk 
                  spørgsmål til alt, og artisterne kan sige deres 
                  egen mening om det hele. Men det gør bare, at standarden 
                  her er lige lidt lavere, end den er i London. Sådan oplever 
                  jeg det. 
                Hjem til succes 
                  Det var måske i Caribien, måske et sted 
                  i rum sø, det gik op for Katrine Falkenberg, at nu måtte 
                  hun hjem. 
                  - Min bror var blevet far, og jeg syntes, jeg gik glip af så 
                  meget derhjemme, at jeg kom til at overveje, hvor det egentlig 
                  var, jeg ville stifte familie og leve mit liv. Så jeg 
                  tog hjem. 
                Det viste sig at være den perfekte timing, for hjemme 
                  i København ventede hele to shows på den efterhånden 
                  ret rutinerede sanger, danser og skuespiller. Det ene var ”Den 
                  Blå Karrusel” af Kim Sørensen. Det andet var den 
                  engelske komiker og skuespiller Vivienne McKees ”Crazy Christmas 
                  Cabaret”. Om sidstnævnte siger Katrine Falkenberg: 
                  - Det var en perfekt chance for mig, for jeg har brugt rigtig 
                  mange kræfter i London på at lære at tale 
                  det engelske sprog, så det lyder rigtigt. Og i Viviennes 
                  show fik jeg lov at bruge det engelske sprog, og jeg skulle 
                  arbejde med engelske skuespillere, som virkelig arbejder røven 
                  ud af bukserne. Jeg skal også være med i år, 
                  afslører hun. 
                International sound 
                  Men ikke nok med det. Melodigrandprix’et faldt også 
                  ned som en appelsin i Katrine Falkenbergs turban. Og i slipstrømmen 
                  kom så cd’en. 
                  - At indspille en cd har været en drøm længe. 
                  Men jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad og hvordan. Skulle 
                  det være musicalsange, som jeg elsker? Eller skulle det 
                  være jazz? Jeg har også forsøgt at skrive 
                  selv, men det er jeg ikke ret god til, så den plan droppede 
                  jeg hurtigt. Derfor gav det gav virkelig mening, da My Way Music 
                  spurgte, om jeg ville lave en plade hos dem. 
                Men nu spiser man ikke en seriøs og hårdtarbejdende 
                  kunstner som Katrine Falkenberg af med hvad som helst. 
                  - Pladen skulle naturligvis tage udgangspunkt i den sang, folk 
                  kender fra grandprix’et, altså ”It’s A Beautiful Day”. 
                  Men udvælgelsen af de øvrige numre tog lang tid. 
                  Jeg lyttede til utroligt mange sange, og der var nogle sangskrivere, 
                  der blev sat til at skrive til mig. Men der var godt nok ikke 
                  mange med gode tekster, hvilket er vigtigt for mig som skuespiller. 
                  Jeg skal have noget materiale, jeg kan fortolke, pointerer Katrine 
                  Falkenberg. 
                Efter en lang proces lykkedes det dog. Det blev til ti helt 
                  nye sange, som på én gang har lethed og dybde. 
                  Sangene læner sig elegant op ad grandprix-hittet uden 
                  at lyde som grandprix-sange lyder mest. De er internationale 
                  i sound og præsentation. Den unge, glade amatør 
                  er modnet til en helhjertet professionel. 
                  - Jeg føler, det her er mine sange. Mange af dem er direkte 
                  skrevet til mig, og selv om de måske ikke handler om mig, 
                  så lever jeg mig ind i historien, fordi der er noget i 
                  dem, der rører mig. 
                  - Jeg synes, disse numre har noget positivt at fortælle 
                  i den verden, vi lever i, hvor der ellers er så meget 
                  negativt. 
                Trackliste: 
                  1. A Little Invitation 
                  2. Call It A Day 
                  3. Butterfly 
                  4. Riding Out The Storm 
                  5. It’s A Beautiful Day 
                  6. Cuts Like A Knife 
                  7. I’m A Believer 
                  8. Lucky Girl 
                  9. Missing You 
                  10. Spread Your Wings 
                  11. Follow Your Heart 
                  12. Roses 
                
                 | 
            |