november 2007

The Antonelli Orchestra klar til aftenens show.
Med hat, solbriller og en sidste tår kildevand…

The Antonelli Orchestra, bandet bag TV 2s store publikumsmagnet Vild Med Dans, har siden debuten for to år siden fået overvældende succes – både på og udenfor skærmen. Vi fulgte orkestret en dag på optagelser i Studios på Amager.

Af Susse Wassmann
Foto: Anders Birch
Cover foto: Thomas Borbjerg

Klokken er kvalme om morgenen, og belysningen dunkel i Studie 1 på Amager.
Kapelmester Claes Antonsen sidder bøjet over sin pc ved et af de runde borde, som meget senere vil blive pyntet op og indtaget af forventningsfulde publikummer.

Kapelmester Claes Antonsen lægger sidste hånd på dagens musikstykker,
inden orkestret går i gang med at øve

Bandmedlemmerne er så småt ved at finde deres pladser på scenen, hvor et par kander begsort jordemorkaffe står klar til at ryste morgenhåret og de trætte hjerner på plads.
- Puh, det blev sgu sent i går! Hvor er Jacob? lyder det oppe fra scenen.
Spredt mumlen om gårsdagens job med Nik & Jay, One Two og Sanne Salomonsen, lidt tømmermænd og en manglende percussionist. Men the show must go on. 11 numre skal sidde i skabet inden danserne starter deres prøver ved middagstid.
Claes indtager sin plads bag trommerne og samler koncentrationen i orkestret. Giver nogle korte instrukser, der for udenforstående lyder som det rene volapyk, og slår tonen an til Tango Jalousi.
The Antonelli Orchestra er i gang.

Claes Antonsen venter på, at de to blæsere, Nis Toxværd og Anders Gustavsson, får talt horn arrangementet på plads inden næste nummer.

’En meget væsentlig del af succesen på det her program er orkestret. Du kan putte en masse kendte og en masse dansere ind, men hvis du putter et orkester ind, som ikke forstår konceptet, ville ’Vild Med Dans’ slet ikke have så stor succes.
Jens Werner, dommer

Sen formiddag. Der er en tæt, koncentreret og god stemning på scenen. Om lidt kommer teknikerne, og der er briefing for hele holdet.
- Godt, videre! råber Claes i samme sekund tonerne fra et nummer dør ud.

Nellie skal lige nå at lave en tv-reklame et andet sted i byen inden generalprøven, så makeup-artisten Thomas sminker hende, mens hun synger Tango Jalousi for 117. gang.

Makeupartisten Thomas lægger en sidste på hånd Nellie, inden hun skal ud af træningstøjet og i aftenens kostume

Percussionisten Jacob Andersen har fire timer for sent sluttet sig til tropperne, og violinist Mikkel Futtrup, som i dagens anledning er udlånt fra Det Kgl. Kapel, har efter sit nummer, som fik gåsehuden frem på alle i studiet, smækket Puccini i discman’en og benene op på bordet. Han lader sig ikke forstyrre af bandets ’Happy Together’, som får en ekstra skalle inden pausen.
- Der mangler noget attitude her, vi spiller som et højskoleorkester! mener Claes.
Ingen sure miner, alle ser glade ud, selv om der skal startes forfra for 27. gang.

Der er kun et par minutter til første par går på gulvet. Robert Hansen og Marianne Eihilt står klar udenfor.
- Ta’ rigtigt godt imod… Marianne og Rooobert! råber regissøren i sit headset.

’Orkestret er top-professionelle. Det kan man både se og høre. De ved godt, hvor skabet skal stå.’
Robert Hansen, skuespiller

Tidlig aften. Publikum er så småt begyndt at ankomme, og The Antonelli Orchestra har trukket sig tilbage til bandrummene. Claes planlægger morgendagens job over mobilen, to makeup-artister vimser rundt om Nellie og sætter et ubegribeligt antal klemmer i hendes hår.
- Det bedste ved bandet er mine drenge – ingen tvivl om det, siger Nellie mellem to klemmer.
- Før musikken kan spille, skal der være den rigtige energi og vibe, og det er der. Vi er teamplayere, en slags familie efterhånden, og der er max kærlighed og overskud imellem os. Vi er ude i nogle stilarter, vi ikke har en kæft forstand på, men vi kaster os ud i det, og bakker hinanden op. Jeg ved ikke, hvor vi ender, men musikken dør ikke med programmet. Jeg fortsætter sammen med mine drenge.
Guitarist Jacob Gurevitsch: - Der er ingen, der bare passer sin egen biks i vores band. Sådan kunne det jo nemt blive, da vi alle arbejder med de største danske navne, men The Antonelli Orchestra er simpelt hen bare verdens bedste band, hvor alle står på mål for hinanden. Det er noget med energien, humoren…

’Definitionen af god musik er jo, at et band er sammenspillede, og det mærker vi virkelig med gutterne her. De leger sammen, kommunikerer gennem deres instrumenter, og det er guld værd for os dansere, for det er jo også det, vi gør som par, når vi skal fortælle vores historie.’
Soffie Dalsgaard, danser

Der er kun få minutter til programmet går i luften, stemningen på gangene er behersket hektisk. Danserne er dresset op i kjole og hvidt, overdådige rober og fuld krigsmaling til aftenens konkurrence, publikum er varmet op med underholdning og drikkevarer, og dommere, værter, kamerafolk, lydmænd, lysmænd, regissører m.m. har indtaget deres pladser.
Claes kaster et sidste blik i spejlet, retter på frisuren:
- Vi ville ikke gide at spille det, man normalt danser til ved dansekonkurrencer. Jeg vil være stolt af det, jeg spiller, og så er jeg ligeglad med, om det lyder som tango, punk eller whatever – hvis bare det er fed musik. Og det synes jeg, det her er. Det brænder. Og så kan man lige pludselig mærke overskuddet og kærligheden. The Antonelli Orchestra er en munkeorden, som antager alle former og farver. Og vi stopper ikke…

’Musikken er jo den bærende del, og ballroommusik og latin er genrer, som kan være meget svære for et almindeligt orkester. Men jeg synes, at orkestret her lægger en fantastisk bund, som går lige ind i danserens sjæl.’
Britt Bendixen, dommer