april 2008 
                  Pressemeddelelse  
                 
                  
                 ”Mit Eventyr” - Anne-Marie 
                  Hassing  
                Min drøm gik i opfyldelse 
                De gode gamle Godnatviser som ”Sov Dukkelise”, ”Den Lille Ole” 
                  og ”Elefantens Vuggevise har fået en god og kærlig 
                  makeover af Grand Prix sangerinden, Anne-Marie Hassing, på 
                  hendes debut album ”Mit Eventyr”, der udkommer på My Way 
                  Music den 25.4.2008. Og det bliver ikke en af de sædvanlige 
                  udgivelser, da der er tale om et koncept, hvor man både 
                  får en ”Barnets Bog”, tegninger og små historier 
                  tilknyttet hver af de 14 sange. 
                   
                  Af Dorthe Brandborg 
                Eventyr og musik har siden barndommen fyldt meget i den 31-årige 
                  musikpædagogs liv. Hun er vokset op i en familie, hvor 
                  det især var faderen, der var den musikalske drivkraft. 
                  - Vi har altid sunget meget derhjemme og hver gang, der var 
                  familiefest, så havde vi en sang med. 
                  Da jeg kom i skole havde jeg faktisk svært ved at forstå, 
                  at jeg ikke skulle skrive en lille festsang til den klassekammerat, 
                  jeg var inviteret til børnefødselsdag hos, griner 
                  Anne-Marie, der altid har syslet med at skrive sange og små 
                  historier. 
                  Men det var efter hun blev mor for første gang for fire 
                  år siden til sønnen Benjamin, at følelserne 
                  og kreativiteten eksploderede i hende til for alvor at få 
                  skrevet alle de børnesange ned, som hun havde gået 
                  med inde i hovedet. Det er efterhånden blevet til omkrig 
                  40 af slagsen. Dog er der kun et tre af hendes egne numre med 
                  på albummet. Resten er en blanding af klassiske danske 
                  og svenske børnesange og en enkelt filmslager. 
                  Der er babypludren i baggrunden. Anne-Marie er ved at få 
                  det yngste skud på stammen, fem måneder gamle Cecilia, 
                  til at sove. Og havde det ikke været fordi, hun samtidig 
                  skulle klare et interview, så kunne den lille prinsesse 
                  nok have været faldet i søvn til sin mors blide 
                  sangstemme. 
                  Og Anne-Marie bobler ikke kun af glæde over moderskabet 
                  men også over, at én af hendes allerstørste 
                  drømme netop er gået i opfyldelse.  
                Chancen 
                  - Det har simpelthen været en drøm for mig at få 
                  lov til at lave en cd med børnemusik, så det er 
                  ikke uden grund, at jeg har givet mit debut-album titlen ”Mit 
                  Eventyr”, fortæller Anne-Marie, der i flere år har 
                  tumlet med planerne om at lave ”De Små Synger 2”. 
                  - Men da det for et års tid siden viste sig, at My Way 
                  Music søgte en sangerinde, der ville lave en cd med vuggeviser, 
                  slog jeg til, fortæller Anne-Marie, der allerede havde 
                  udtænkt sig et færdigt koncept til albummet. 
                  - Jeg sendte en demo ind til pladeselskabet og kom dernæst 
                  til et interview. Jeg fortalte dem om ideen med at lave et album, 
                  hvor der skulle følge nogle små tegninger og en 
                  tilhørende historie til hver sang – alt sammen noget, 
                  som jeg selv havde lavet. Senere kom ideen med ”Barnets Bog”. 
                   
                  ”My Way Music” sagde med det same ”Go” og så har jeg stort 
                  set fået lov til at køre hele projektet selv.  
                  Og selvom det er den første cd hun har lavet, er Anne-Marie 
                  på ingen måder grøn.  
                  Hun har netop været med i det danske melodi grandprix 
                  og har sunget kor for Simone, Sweethearts og Birthe Kjær 
                  m.fl. og til daglig arbejder hun i Den Musiske Skole i Aalborg 
                  hvor hun underviser børn i sang og musik.  
                 Legebarnet 
                  Og netop samværet med børn har haft en stor betydning 
                  for Anne-Marie. Hun er i fuldstændig kontakt med sit indre 
                  barn hvilket hendes to børn, Benjamin på fire år 
                  og nu lille Cecilia, nyder stor glæde af. 
                  Jeg har aldrig været genert i forhold til at lave sjov 
                  og ballade og ligge og rode rundt med børn på gulvet. 
                  Der er da sikkert mange, der synes jeg er åndssvag, men 
                  det tror jeg nu mest handler om misundelse, konkluderer Anne-Marie, 
                  der aldrig vil holde op med at lege.  
                  Og de mange ideer til børnesange kommer i alle mulige 
                  situationer. F. eks var der en sommer, hvor det var så 
                  varmt, at Anne-Marie ikke kunne falde i søvn om natten. 
                   
                  - Smed jeg dynen, blev jeg angrebet af en masse dumme fluer 
                  – så det var som at vælge mellem pest eller kolera. 
                  Jeg måtte kapitulere og i irritation over at have fået 
                  afbrudt natten, satte jeg mig ned i køkkenet og skrev 
                  sangen om ”Racerfluen Albert”.  
                  Anne-Marie har selv erfaret hvad musik kan gøre for børn. 
                  - Mens jeg var gravid sang jeg altid ”Elefantens Vuggevise” 
                  og ”Den Lille Ole”. Hørelsen mener man allerede udvikles 
                  i uge 20, så jeg var meget bevidst om, at der skulle spilles 
                  dejlig musik. 
                  Og i mit job som musikpædagog oplever jeg ofte, at de 
                  børn der er opvokset med at deres forældre synger 
                  for dem, både er mere åbne og bedre motoriske.  
                  F.eks. bemærkede jeg især hvordan Benjamin udviklede 
                  sin motorik, ved at jeg sang og lavede fagte sange samtidig 
                  med at han fik fornemmelse af sin krop ved berøring og 
                  tumlen, siger Anne-Marie.  
                  Heller ikke børnelæge, Vibeke Manniche, underkender 
                  musikkens vigtighed:  
                  ”- Men det er en hårfin grænse, man skal jo ikke 
                  køre vuggeviser for fuld hammer eller i rockede versioner. 
                  Det er kun med til at øge barnets puls og ikke til at 
                  få det til at falde til ro. Man kan jo som voksen altid 
                  først prøve musikken af på én selv 
                  og se hvordan ens krop og sind reagerer. Musik kan bestemt have 
                  en god virkning på barnet, når det skal sove. Men 
                  det er vigtigt, at man som forældre er iagttagende, når 
                  man sætter musik på”, siger Vibeke. 
                Musicals og kærlighed 
                  Og der er da også mange børn og unge, der har nydt 
                  godt af den kønne sangerindes talent for leg og musik. 
                  Hun har skrevet adskillige børnemusicals. Den første 
                  musical skrev hun i 1998, da hun gik på konservatoriet 
                  i Aalborg. Det blev til en troldemusical, der dengang skulle 
                  skabe interesse for konservatoriet. Og det var under opsætningen 
                  af den, hun fik interesse for sin medstuderende og medspiller, 
                  Claus Hassing, som hun i dag er gift med. 
                  - Claus blev min lille trold, griner hun, og tilføjer 
                  at gemalen spiller, synger kor og er med-producer på albummet. 
                  Og for parret, der også lige har medvirket i årets 
                  melodi grandprix, har det kun styrket kærligheden at arbejde 
                  sammen. 
                  - Claus er den ideelle sparringspartner og det har været 
                  så dejligt at arbejde sammen med ham, forsikrer Anne-Marie, 
                  der også har givet sønnen lov til at være 
                  med på et nummer. 
                  - Benjamin siger: ”et, to tre, nu” i starten af nummeret, "Du 
                  er min øjesten" og slutter af med at sige ”sådan”. 
                  Han er så pavestolt og når vi sætter cdén 
                  på beder han os altid være stille, så han 
                  kan høre sig selv, griner Anne-Marie, der også 
                  selv har lavet alle korarrangementerne. 
                  Anne-Marie bliver helt rørt, når hun fortæller 
                  om processen og om hvor personligt hele albummet er blevet. 
                  Det er så meget mig og jeg kan stå inde for hver 
                  en lille ting. Det er helt fantastisk og jeg føler mig 
                  så privilegeret over, at jeg fik chancen. Nu håber 
                  jeg bare på, at albummet bliver taget rigtig godt imod. 
                 Sigurd Barrett om Anne-Marie Hassing 
                  ” Anne-Marie er et friskt pust og hun er en dejlig sangerinde. 
                  Det har været en stor fornøjelse at synge duet 
                  med hende”, fortæller DR´s børnevært 
                  og musiker, Sigurd Barrett, der har sunget med på Anne-Maries 
                  eget nummer, "Go`Nat Kat".  
                  ”Det er en rigtig sød sang og den passer rigtig godt 
                  ind i mit univers. Jeg synes, det er et rigtigt godt projekt, 
                  hun har lavet”, fastslår Sigurd, der kun kendte Anne-Marie 
                  fra dette års Melodi Grand Prix. 
                  ” Men nu er vi jo nærmest blevet gift med hinanden”, siger 
                  Sigurd med et grin og tilføjer, at han har inviteret 
                  sin nye musikveninde med til sit 10 års jubilæum 
                  på Sigurds Bjørnetime på DR til sommer. 
                1. Du er min øjesten 
                  2. Sov Dukkelise 
                  3. Sov Sødt 
                  4. Go` Nat Kat, Duet med Sigurd Barrett 
                  5. Den Lille Ole 
                  6. Majas Vise 
                  7. Mit Eventyr 
                  8. Solen er så rød mor 
                  9. Håndens Fem Fingre 
                  10. Det Gådefulde Folk 
                  11. Kærlighed 
                  12. Ulvesangen 
                  13. Jeg vil tælle stjernerne 
                  14. Elefantens Vuggevise  
                 | 
            |