|  
                 
                 Pressemeddelelse  
                   
                  En cowgirl med noget på hjertet 
                  
                  Som Danmarks populæreste countrysangerinde udsender Wenche 
                  Hartmann sit femte album på fem år med masser af 
                  nye og iørefaldende sange 
                 Af Jan B. Jensen 
                 Egentlig siger de tre ord alt: Friday Night Cowgirl. 
                 Men ordene er mere end titlen på en ny sang og et nyt 
                  album fra Wenche Hartmann. 
                 Som Danmarks populæreste countrysangerinde skaber den 
                  33-årige nordjyde stemning, højt humør og 
                  fylder dansegulvet. Hun sætter gang i festen – ikke bare 
                  om fredagen, men flere gange om ugen, når hun turnerer 
                  på spillesteder landet over.  
                Friday Night Cowgirl handler også om at turde slå 
                  sig løs. Det er historien om en forsmået kvinde, 
                  hvis bedste veninde har erobret hendes ”date”. Nu vil hun vise, 
                  at det aldrig er for sent og forvandler sig til en festlig og 
                  farverig kvinde, der påkalder sig opmærksomheden 
                  som festens midtpunkt en fredag aften. Det er fortællingen 
                  om, at alle mennesker indeholder mere end det, som ens udseende 
                  umiddelbart giver udtryk for. 
                 For Wenche Hartmann er countrymusikken meget andet end det 
                  rå cowgirl-look. Den er omdrejningspunktet i hendes musikaske 
                  liv, og med sit femte album på fem år har den nordjyske 
                  sangerinde forvandlet sig fra at være et stjerneskud til 
                  en blivende og lysende stjerne. 
                 Samtidig vil hun gerne dele kærligheden til countrymusikken 
                  med andre og være med til at åbne døren til 
                  de mange andre sider af genren.  
                I Wenche Hartmanns univers er countrymusikken meget mere end 
                  klassikere som ”9 to 5” med Dolly Parton og ”The Gambler” med 
                  Kenny Rogers. 
                 - Countrymusikken rummer så mange kvaliteter og forskellige 
                  facetter. Det budskab vil jeg gerne være med til at formidle. 
                  Jeg vil hjælpe folk med at opdage, at country er meget 
                  mere bred og varieret end den stil, der eksempelvis kommer til 
                  udtryk i radioen. Det er kun et meget lille udsnit, siger Wenche 
                  Hartmann. 
                 Hun ser det danske Melodi Grand Prix som en af måderne 
                  til at få skabt en større og bredere interesse 
                  for countrymusikken herhjemme. Derfor var tre af hendes sange 
                  fra det nye album med i opløbet til årets udgave 
                  Grand Prix’et. 
                 - Men det er meget svært at komme igennem nåleøjet, 
                  og desværre lykkedes det ikke denne gang. Jeg er dog fast 
                  besluttet på at prøve igen, for det kunne være 
                  en kæmpe oplevelse at få mulighed for at være 
                  med, fordi country-genren også har kvaliteter, der kan 
                  gøre en forskel i Grand Prix-regi, siger Wenche Hartmann. 
                Fra stalden til scenen 
                 Selv uden deltagelsen i årets Melodi Grand Prix har 
                  Wenche Hartmann på få år udviklet sig til 
                  et af de største navne på den danske countryscene 
                  samtidig med, at hun har skabt sig et navn internationalt ved 
                  at indspille sange med en række af genrens internationale 
                  sværvægtere i Nashville. 
                 Derimod var der for få år siden ikke ret mange 
                  ud over den nærmeste familie og vennerne, der kendes hendes 
                  talent. Hun gik mest i staldene og nynnede, mens hun passede 
                  sin uddannelse som jordbrugsassistent, hvor hun bl.a. var i 
                  praktik på et landbrug med en stor svinebesætning. 
                 
                Købet af en række indspilninger med Patsy Clain 
                  i slutningen af 1990’erne gjorde imidlertid en forskel. Den 
                  skabte passionen for countrystilen, og i 2000 begyndte hun så 
                  småt at optræde på mindre spillesteder med 
                  et lille sanganlæg, som formidlede hendes stemme til Patsy 
                  Clains mest kendte melodier. 
                 Pladeproduceren og musikeren Knud Erik Schmidt var en af dem, 
                  der hurtigt fik øje på hendes potentiale. I dag 
                  har det udviklet sig til et tæt musikalsk parløb 
                  med bl.a. fem udgivelser - med Knud Erik Schmidt som producer, 
                  sangskriver og komponist. Desuden er han orkesterleder i Hartmann 
                  Band, som hun turnerer med. 
                 Desuden har hun på den korte årrække oplevet 
                  at synge sammen med stjerne som Albert Hammond, Smokie og The 
                  Bellamy Brothers samt Billy Swan, som hun også synger 
                  duet med på Friday Night Cowgirl. Denne gang fortolker 
                  de sammen det gamle Johnny Cash-hit ”Jackson”. 
                 Det nye album skiller sig også ud fra de fire foregående 
                  på andre punkter. 11 af de 16 sange er nye, og to af dem 
                  har hun selv skrevet teksten til. 
                 - Jeg forsøger hele tiden at udvikle musikken, og denne 
                  gang ville jeg gerne selv være med til at skrive nogle 
                  af numrene. Det har været utrolig spændene og en 
                  stor udfordring, og det er sket i tæt dialog med Knud 
                  Erik Smith. Han er en fantastisk sparringspartner. Det begynder 
                  som regel med nogle få ord, et omkvæd eller et helt 
                  vers, som vi udveksler over mailen eller telefonen. Han kan 
                  lynhurtigt sige, om det holder, og han er god til at fange essensen 
                  i mit budskab og sætte den rette musik til, siger Wenche 
                  Hartmann. 
                 Den ene af sangene med hendes egen tekst hedder ” Thomas Jones” 
                  og åbner det nye album. Det er fortællingen om en 
                  dusørjæger lanceret i en meget traditionel countrystil, 
                  men hvordan har Wenche Hartmann fået inspirationen til 
                  en historie om en ensom lykkeridder på forbryderjagt? 
                 - Jeg er nok lettere miljøskadet af at have set rigtig 
                  mange western-film med bl.a. John Wayne, siger Wenche Hartmann 
                  med et smil på læben. 
                 Den anden af hendes egne tekster har fået titlen ”Why 
                  Did You Have To Go Away”. Det er fortællingen om livets 
                  tragiske side med den sorg og det savn der opstår, når 
                  en elskede, en nær ven eller slægtning falder bort. 
                 - Jeg har i de senere år selv prøvet at miste 
                  to personer, der stod mig meget nær. Den ene var en kær 
                  onkel, den anden var en svigerinde til min bedste veninde. Teksten 
                  er min måde at mindes dem på, men jeg håber 
                  også, at den for mange andre kan være med til at 
                  hjælpe dem videre i eksempelvis i en sorg og den magtesløshed, 
                  man føler i sådan en situation, siger Wenche Hartmann. 
                 Det er første gang på hendes album, at de nye 
                  sange er i klart overtal, og hun glæder sig til at præsentere 
                  resultatet for sine mange fans og høre deres reaktioner. 
                 - Jeg har prøvet at skrive om det, der virkelig betyder 
                  noget for mig, og jeg er spændt på, hvordan det 
                  bliver taget imod. Det er altid en stor opgave at sammensætte 
                  et album med det rigtige miks, fordi det kan være svært 
                  at vælge til og fra. 
                 Wenche Hartmann har holdt fast i udvalg af klassiske hit i 
                  nye fortolkninger. Det gælder eksempelvis Dolly Partons 
                  ”Apple Jack”, men også Paper Roses og Yesteday Once More. 
                 
                Endelig skiller albummet sig ud ved at indeholde et 17. nummer 
                  som bonus, der kan downloades digitalt. På den måde 
                  indleder Wenche Hartmann den nye tidsalder på cd-markedet, 
                  hvor download og køb af enkelte melodier vinder større 
                  og større indpas – og måske helt vil afløse 
                  cd’erne i løbet af en kort årrække. 
                 Cowgirl på islænder 
                Foruden det nu femte album har Wenche Hartmann sideløbende 
                  udgivet flere singler. Hun har fundet sit musikalske ståsted 
                  i countrymusikken og på få år skabt sig et 
                  navn og en karriere. 
                 Hun er venligheden selv, udstråler livsglæde og 
                  med den nordjyske baggrund samtidig ydmyg over den situation, 
                  som livet har bragt hende i. 
                 Hun elsker at stå på scenen og underholde med 
                  glad og stemningsfuld musik, møde publikum og snakke 
                  med sine mange fans i den stadig voksende fanklub samt yde sit 
                  bidrag til at skabe større opmærksomhed om countrymusikkens 
                  mange facetter og kvaliteter. 
                 Når hun ikke står på scenen, betegner hun 
                  sig selv som en jordbunden pige, der elsker naturen, roen og 
                  den landlige idyl. 
                 - For mig er det vigtigt at huske sine rødder og ikke 
                  glemme, hvor man kommer fra. Jeg er en almindelig pige, der 
                  elsker det, jeg laver. Jeg trives med musikken og med at optræde. 
                  Jeg holder meget af at snakke med publikum, når jeg er 
                  ude. Det er med til at give mig inspiration. Når jeg er 
                  hjemme, slapper jeg gerne af med en god bog. 
                 En del af fritiden bruger hun også på at ride 
                  og passe sin hest. På det punkt ligner hun måske 
                  ikke en cowgirl. 
                 - Mange spørger, om jeg så ridder på en 
                  broget indianerhest. Nej, det er en islænder. 
                 |